Vær med i årets særligt sjove turnering

 

Er en hyggelig dag på banen i selskab med andre golfspillere, afslappet atmosfære, små sjove konkurrencer og helstegt pattegris noget for dig?

Så skal du tilmelde dig Den særligt sjove turnering d. 10. juni.

Turneringen er for alle uanset hvor længe man har spillet golf.

Denne dag er der især fokus på hygge, sjov og det at være sammen om verdens bedste spil. Og det kan mærkes dagen igennem:

Turneringen foregår som en "Texas Scramble", der er en spilform hvor alle på 4 mandsholdet bidrager og supplerer hinanden - se mere om Texas Scramble nedenfor.

Dagens program:

9.00 Vi mødes i klubhuset til opvarmning og introduktion

10.00 Vi har fordelt os på vores starthuller (vi starter på hele banen samtidigt) og starten går

Undervejs i matchen er der små underholdende indslag og konkurrencer

15.30 Efter matchen mødes vi igen i klubhuset

16.30 Der serveres helstegt pattegris med tilbehørsbuffet.

Pris for deltagelse i matchen: 125 kr. incl. mad (excl. drikkevarer)

Har du lyst til at have en gæst med til middagen, som ikke har været med til at spille golf, er vedkommende velkommen. Kuvert pris 125 kr. (excl. drikkevarer)

Du betaler for deltagelse i matchen og evt. gæster, når du møder op i klubben samme morgen.

Tilmelding til matchen og af evt. gæster på Golfbox: eller på mail@sct-knuds.dk

Texas Scramble

Texas Scramble er et spilformat, hvor 4 spillere udgør et hold. I den særligt sjove turnering er holdene sammensat, så de er ca. lige gode (dvs. at gennemsnits-handicappet er tilnærmelsesvis det samme). Det betyder, at alle - uanset erfaring og evner - kan være med i matchen. Texas Scramble er et hyggeligt og sjovt spil, hvor det fælles og sociale er i centrum.

Spillet foregår sådan:

På 1. hul slår ALLE ud ("driver"), hvorefter man vælger det drive, man sammen synes vil være bedst at spille videre fra. Herfra slår alle så deres andet slag; af disse vælges igen det man helst vil spille videre fra, hvorfra alle slår deres tredje slag og så fremdeles, til bolden er i hul.

Stedet, hvorfra bolden skal slås, markeres - f.eks. med en tee - , og her dropper de øvrige spillere deres bolde efter tur.

Hver spiller skal have sit drive valgt 4 gange i løbet af hele runden (18 huller). De sidste 2 drives er frit valg.

Der er på hvert hold udnævnt en holdkaptajn, som fører det fælles scorekort og holder regnskab med, hvis drive der vælges. Holdkaptajnen er altid en erfaren golfspiller. Dette markeres på scorekortet med spillerens initialer.

Der spilles efter slagspilreglerne og med bruttoscore - hvilket vil sige, at det er det antal slag, holdet bruger for at få bolden i hul, som tæller.